Alt Om Sundhed: Forside » Nyheder » Negativ stress rammer tre ud af fire danskere
Negativ stress er noget mange danskere oplever - faktisk rammer det tre ud af fire
Man skal tage stress alvorligt. Specielt hvis det er den negative stress. Negativ stress kan føre til fysiske symptomer. (Foto: PR)

Negativ stress rammer tre ud af fire danskere

Men hvor stammer negativ stress fra, hvad er symptomerne og hvad kan man gøre ved den? Det kan du læse mere om her

Døjer du med langvarig negativ stress? Så kender du sikkert til søvnløse nætter, problemer med hukommelsen og koncentrationen eller mistet energi.

Lyder det bekendt så kan det tyde på, at du er en af mange danskere, der døjer med stress.

En ny nordisk helbredsundersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for If Forsikring, viser, at 74 procent af danskerne oplever negativ stress i forskellig grad. Hos hver tredje har stressperioden varet over et halvt år. Der er altså tale om længerevarende stress.

Langvarig stress er alvorligt

Det er ifølge arbejdsmarkedsforsker og tidligere professor i offentlig forvaltning og tidligere direktør for det europæiske forskningsinstitut ETUI i Bruxelles Henning Jørgensen alvorligt, og vi bør sætte tempoet ned.

– Det er en meget høj andel, og det siger noget om et arbejdsmarked og nogle krav, som presser den enkelte. Forventningerne er, at man skal kunne klare det hele, og det kan man ikke. Det meget uheldigt for både den enkelte, for familien og for samfundets produktion, siger Henning Jørgensen, og pointerer:

– Der er for få pauser i hverdagens centrifuge, og for nogle ender det med, at det hele brænder sammen, og det kan tage halve og hele år, når man skal have bygget sig selv op igen. Vi bør snakke om, hvordan vi får tempoet ned.

Negativ stress giver søvnproblemer

To ud af tre af dem, der oplever negativ stress angiver dårlig søvn som et direkte symptom.

Irritation og hukommelsestab angives af 54 procent.

Arbejdsplads og privatliv

Ser man nærmere på, hvad der udløser stress, angiver 17 procent af danskerne, at det er privatlivet, der gør dem stressede, 28 procent siger, at det er arbejdslivet, mens 47 procent siger, at det er kombinationen mellem arbejdsliv og privatliv.

Ifølge undersøgelsen, der baserer sig på svar fra mere end 4000 respondenter i Norden, er Danmark det land i Norden, hvor flest oplever arbejdslivet som den primære årsag til stress.

Danskerne er samtidig det folkefærd, der er mindst stressede i privatlivet, når vi sammenligner med vores nordiske naboer. I Finland er tallet 30 procent.

Negativ stress

– Negativ stress opstår i forskellig grad i hvert af de nordiske lande, og variationerne kan skyldes kulturelle forskelle og forventninger, men også eksterne faktorer som landets økonomiske situation, følgerne af pandemien, adgang til sundhedspleje og børnepasning, siger Kristina Ström Olsson, der er Nordisk sundhedsstrateg hos If Forsikring og fortsætter:

Et positivt element ved arbejdsrelateret stress er, at dét kan vi gøre noget ved. Arbejdspladserne kan øge fokus på medarbejdernes trivsel og styrke forebyggende indsatser. Hvis alt stress skyldtes privatlivet, var det sværere at tilbyde rådgivning og hjælp.

Kortvarig stress kan være sundt

Men det er ikke alle former for stress, man skal være nervæs for.

– At føle pres og stress over udfordringer er helt normalt. Hvis vi oplever at have tilstrækkelige ressourcer til at løse de udfordringer, vi står over for, kan kortvarig stress faktisk være positivt, og bidrage til en følelse af at mestre, vokse og udvikle sig.

– Vedvarende stress har på den anden side negative helbredseffekter og kan i værste fald føre til, at vores system går i stykker, at vi brænder ud. Hvis du er vidende om, hvad der giver dig energi, er det nemmere at prioritere aktiviteter, der lader dig positivt op, udover tilstrækkelig søvn og tid til at restituere, siger Kristina Ström Olsson.

Længerevarende stress er alvorligt

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jensen vurderer, at når så mange danskere lider af stress, så hænger det også sammen med et fokus på individuel succes, som over de seneste mange år kun er taget til.

– Gennem tre årtier har vi dyrket individet og gjort det til altings omdrejningspunkt – vi pisker os selv med, at vi skal være unikke og individuelle succeser, og det skaber en usund præstationskultur. Det ser jeg heldigvis som en tendens, der vil vende, så det bliver fællesskaberne, der kommer i centrum. Vi skal snakke om mennesker og ikke mennesket, og dermed letter vi presset fra den enkelte, siger Henning Jørgensen.

Hovedkonklusionerne i undersøgelsen:

  • 74 procent af den danske befolkning oplever negativ stress i varierende grad.
  • Befolkningen i region Hovedstaden er mere ramt end i landets øvrige regioner, svarende til 81 procent. Laveste andel er i region Sjælland med 67 procent.
  • 33 procent af danskerne har været ramt af negativ stress i en længere periode end seks måneder.
  • Det er primært kombinationen af arbejde og familieliv, der udløser negativ stress. Det oplever 47 procent.
  • De typiske følgereaktioner på negativ stress er: Dårlig søvn (68%), irritation (54%) og hukommelsestab (54%), men også koncentrationsproblemer (45%) og angst (30%) opstår hos mange. Der er relativt få (15%), der oplever smerter, som følge af negativ stress.
  • Negativ stress synes i højere grad at opstå blandt kvinder.
  • Alder ser også ud til at være afgørende for negativ stress. Negativ stress opstår i højere grad blandt personer under 45 år, især i den yngste aldersgruppe. Hele 92 % af de adspurgte under 30 år fortæller, at de har været udsat for negativ stress.

Kilde: Befolkningsundersøgelse foretaget af Kantar/Gallup for If Forsikring, den 20.-24. oktober blandt 1005 repræsentative danskere.

Hvordan kan negativ stress føre til sygdom?

Det er almindeligt antaget at stress kan forårsage psykiske problemer ved at forårsage følelsesmæssige kvaler.

Disse omstændigheder påvirker efterfølgende biologiske processer, der medfører en højere risiko for sygdomme.

Kronisk stresseksponering kan betragtes som en af de største stressfaktorer. Dette skyldes tilstedeværelsen i hjernen af et individ med permanente fysiologiske psykologiske reaktioner.

Denne reaktion påvirker en persons sårbarhed over for sygdom. Det gælder også for stresssituationer, der varer ved, f.eks. omsorg for demente ægtefæller.

Fysiske symptomer på stress

  • Hjertebanken
  • Hovedpine
  • Manglende appetit
  • Svedeture
  • Forværring af kroniske sygdomme som for eksempel sukkersyge.

Psykiske symptomer på stress:

  • Træthed
  • Problemer med hukommelsen
  • Problemer med koncentrationen
  • Dårligt humør
  • Rastløshed

Andre symptomer på stress:

  • Irritabilitet
  • Aggressivitet
  • Ubeslutsomhed
  • Søvnproblemer
  • Øget forbrug af ting som kaffe, cigaretter og alkohol

Læs også:

Myter om stress og travlhed: Se her, hvad du ikke skal tro på
Hvordan behandler man stress?
Hvad er stress?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *