Vi drikker alt for meget alkohol i december, og derfor vil Sundhedsstyrelsen nu have os til helt at droppe vin og øl i janaur under kampagnen “Hvid januar”.
Det kan virkelig være svært at drible uden om alkohol i julemåneden, for december byder på mange fristelser, men forude venter en hvid januar.
Godt nok er vores forbrug af alkohol faldende, men i julemåneden går det ikke så godt på den front.
Vi fristes af glögg til julestuerne, snaps til julefrokosten, juleøl til risengrøden, rødvin juleaften og champagne nytårsaften. Der er masser af festlige lejligheder og sammenkomster.
Og derfor er det heller ikke så mærkeligt, at rigtigt mange af os vågner op med en lyst til at drikke mindre i januar. Men det kan måske være lettere sagt end gjort.
På den baggrund er Sundhedsstyrelsen klar med kampagnen “Hvid Januar”.
– Bryd vanen. Prøv en måned uden alkohol og se, hvad det gør ved dig, lyder budskabet i kampagnen “Hvid januar” fra styrelsen, der ligger på Islands Brygge i København.
For mange mennesker er alkohol nemlig blevet en vane, og det er ikke nødvendigvis helt ligetil at ændre sine vaner og sin livsstil.
– Hvis man gerne vil ændre sine vaner, drikke mindre og leve sundere, kan “hvid januar” være en rigtig god anledning. Når folk spørger, hvorfor man ikke drikker, kan man sige: Jeg holder hvid januar. Hvid januar giver folk en mulighed for at slippe fra drikkepresset, siger chefkonsulent Stine Flod Storgaard, fra Sundhedsstyrelsen.
Hun understreger samtidig, at man kan stige af og på, som man vil, og at det altså ikke nødvendigvis skal være hele januar.
– Tanken er, at en længere periode uden alkohol giver mulighed for, at man reflekterer over ens forbrug. Man bliver mere bevidst om, hvor mange og hvornår ligegyldige genstande ryger ned. Måske mærker man, at man sover bedre og får mere energi. For mange får det den positive effekt at forbruget også på længere sigt bliver lavere., siger Stine Flod Storgaard.
Selvom danskernes alkoholforbrug er faldende, har vi stadig en kultur, hvor der bliver budt på alkohol i mange sociale sammenhænge og det kan for mange være svært at takke nej.
– Selv hvis man skal køre bil eller er gravid, er det ikke alle, der mener, at det er en accepteret begrundelse for ikke at drikke, siger hun.
Fakta:
I en undersøgelse som Sundhedsstyrelsen i 2015 fik gennemført blandt 45-65-årige mænd fremgik det, at lidt under hver tredje oplever, at det kan være svært at sige nej tak til at drikke i sociale sammenhænge.
Se også disse artikler:
Den kendte læges kur mod tømmermænd
Derfor kan du få hovedpine af hovedpinepiller