Galdesten kan være meget ubehageligt, og overvægt øger risikoen. Læs læge Carsten Vagn Hansens fakta og råd om tilstanden.
Mange mennesker har galdesten uden at vide det. Stenene dannes oftest ved udfældning af kolesterol-krystaller i galden, hvorefter der lægges lag på lag på stenen. Mange danner også aflejringer af krystallerne i leverens galdegange.
Det er de små galdesten, der er der mest ubehagelige, da de kan kile sig ind i udførselsgangen fra galdeblæren eller gå ned og sætte sig i udførselsgangen fra leveren.
Eventuelt kan de også blokere for bugspyttet, da galdegangen inde i bugspytkirtlen forenes med udførselsgangen fra bugspytkirtlen. Der kan i disse tilfælde komme gulsot, smerter og betændelse, både i galdegange og i bugspytkirtlen.
Hvem bliver ramt
Galdesten rammer hyppigere kvinder end mænd. Overvægt øger risikoen rigtig meget.
Er der symptomer fra galdesten, kan det være i form af oppustethed og kvalme, eventuelle smerter.
Større galdesten kiles sjældent ind ved udførselsgangen fra galdeblæren og giver derfor sjældent større problemer. Det er de små, der lige netop ikke kan passere ned gennem galdegangen, men stopper for galden, der er problemet.
Sidder stenen i selve galdeblærernes udførselsgang, vil der komme anfald af smerter under højre ribbensbue, ofte med udstråling.
Sidder stenene i den samlede udførselsgang fra lever og galdeblære, kommer der foruden smerter også gulsot. Der kan let opstå betændelse af galdeblæren, når der ikke er afløb.
Kaffe kan give anfald
Tidligere var man meget fastlåst på, at det var fedt i maden, der udløste anfald, men nyere undersøgelser har vist, at fedtindholdet i maden ikke har noget at gøre med, at der kommer anfald.
Derimod kan kaffe, også med eller uden sukker, med eller uden koffein, stimulere galdeblæren til at trække sig sammen, så man får anfald.
Fedtstoffet lecithin, der indeholder cholin og fosfolipider (fedtstoffer, der er bundet til fosfor) og er vigtigt for bla. cellevæggene og transporten ind og ud af cellerne, kan holde kolesterol flydende.
Hvis der er for meget kolesterol i galden i forhold til lecithin, vil kolesterol udfældes som galdesten. Derfor kan ekstra tilskud af lecithin være med til at forebygge galdesten.
Middel der kan være forebyggende
Lecithin findes i æggeblommer, fiskeæg og rogn, men kroppen har brug for magnesium og B6-vitamin for at kunne fremstille lecithin. Kosttilskud med lecithin fremstilles i dag mest fra sojaolie.
Man kan købe lecithin som det naturlige Lecithin Complex granulat, som indeholder mange næringsstoffer. Virkningen bedres ved at spise meget frisk grønt.
Det er lettere at forebygge galdesten end at fjerne dem. Kosten skal være fiberrig og fedtfattig. Spis mere frugt, grønsager, kornprodukter, klidprodukter (for eksempel morgenmad med havregryn eller All Bran).
Læs også: Fuldkorn mindsker risikoen for sygdomme
Pas på kolesteroltallet
Da galdesten overvejende består af kolesterol, kan det være gavnligt at nedsætte sin dannelse af kolesterol. Det kan man ved at undgå alle former for margarine, hvidt sukker og for meget mælkefedt (undtagen økologisk smør, der indeholder mange sunde fedtsyrer) og ikke økologisk kød.
I øvrigt er kolesterol et livsvigtigt og sundt fedtstof, der er nødvendigt for cellevægge, hjerne- og nervevæv og for at holde pulsårerne i god stand.
Det såkaldt dårlige LDL-kolesterol har også denne virkning, da det er et antioxidant (modvirker harskning), hvis det ikke selv der oxideret (harsket) på grund af mangel på antioxidanter fra grønt og frugt samt kosttilskud.
Læs også: Her er alt du skal vide om kolesterol
Peberrod og naturlige hjælpemidler
Overvægt øger som nævnt risikoen. Men tab langsomt i vægt, da et hurtigt vægtab kan udløse anfald. Det er heller ikke godt at lade være med at spise morgenmad. Drik 6-8 glas vand hver dag.
Peberrod er et godt gammelt råd mod galdesten. Man skal tage cirka en teskefuld peberrod sammen med et glas vand. Det hjælper på galdestensanfald i løbet af 5-10 minutter. Man kan også tage det forebyggende hver dag.
Naturmidlet Resium kan hjælpe nogen til at komme af med deres galdesten ved at opløse dem. Jeg har i hvert fald fået adskillige breve om dette.
I et af dem fik brevskriveren galdeblæren fjernet, men der var ingen galdesten i den efter en Resiumkur. I nyeste tid er der også udviklet medicinske stoffer, der gennem sonder kan opløse galdesten.
Galdestensoperation
Galdesten kan fjernes ved en operation, evt gennem en kikkert, men skal hele galdeblæren fjernes, har en undersøgelse vist, at risikoen for svære komplikationer er tre gange større, end hvis man opererer på gammeldags facon, hvor der er bedre oversigt over forholdene omkring galdeblærens udmunding, hvor der godt kan være afvigelser fra det normale.
Det er dog meget afhængigt af operatørens erfaring og teknik. Er den god, og operatøren har rutine i indgrebet, er der næppe større risiko ved en kikkertoperation, som medfører kortere indlæggelse.
Efter en galdeoperation kan der godt komme kramper i galdegangene, som ligner galdestensanfald. Det kaldes galdevejsdyskinesi.
Der kan være tale om en forsnævring, oversete små galdesten, forsnævring eller kramper i lukkemusklen til tolvfingertarmen, hvor de forenede gange fra leveren og bugspytkirtlen munder ud (sfincter Oddi).
Man undersøger ofte udløbet under operationen for at opdage eventuelle forhindringer. Det er dog ikke altid, man kan finde årsagen til galdevejsdyskinesi.
Dyskinesi betyder, at musklerne arbejder forkert, så der kan fremkomme kramper i dem, her altså i galdegangen og lukkemusklen ved tolvfingertarmen.
Råd om galdesten
Der er mange gamle råd om galdesten, hvor der ikke er nogen videnskabelig dokumentation, men har baggrund i erfaring. Man kan dog roligt forsøge dem.
1: Tag en spiseskefuld olivenolie sammen med en cognac eller en snaps.
2: Et andet gammelt husråd mod galdesten er en kur med olivenolie og citronsaft. Man skal før kuren faste i halvandet døgn, evt. med indtagelse af flydende kost bestående af urtete, grønsagsafkog og saft fra rå grønsager. Til kuren bruger man en halv liter olivenolie og saften fra cirka otte citroner.
Man starter med at indtage fire spiseskefulde olivenolie og derefter en spiseskefuld citronsaft. Gentag hvert kvarter, indtil al olien er brugt op. For at lette, at olien glider ned, kan man dyppe skeen i citronsaft, før olien hældes på. Efter 3-5 timer skulle man kunne se små sten i afføringen.
3: Ifølge James Duke’s ”Det grønne apotek” skulle curcumin, gurkemeje, kunne forbedre opløseligheden af galden. Hos dyr har man set op til 80 procent færre galdesten ved behandling med curcumin i forhold til dyr, der ikke fik behandling. Karry indeholder gurkemeje, og man kan tilsætte mere af den til sin karry.
4: Marietidsel – Silybum marianum – er godt for leveren og med til at forbedre galdens opløselighed.
5. Ekstrakt af artiskokblade – fx Cypar R – virker stimulerende på galdeudsondringen og modvirker opstasning af galden. Det er derfor godt at bruge under en slankekur og i øvrigt periodevist.
6: En amerikanske opskrift, der skal stamme fra en kendt, amerikansk ernæringsfysiolog, lyder som følger:
Drik en kvart liter æblejuice hver dag i fem dage. Dette vil opbløde stenene til en sådan grad, at man vil kunne knuse dem med sine fingre. På sjettedagen stryger man middagen, og kl 18.00 tages en spiseskefuld engelsk salt med vand. Gentag dette kl. 20.00.
Kl 22.00 laver man en blanding af ca. 100 gram olivenolie og ca. 100 gram friskpresset citronsaft. Ryst blandingen kraftigt og drik det hele med det samme.
Næste morgen vil der komme grønne sten ud, varierende i størrelsen fra sandkorn til din tommelfingernegl. Det gør ikke ondt, og du vil blive forbløffet over resultatet.
Tusinder af mennesker skal have gjort dette i stedet for at gennemgå en større operation.
Opskrift på engelsk galdestenskur
- Glaubersalt (købes i Matas)
- Olivenolie koldpresset
- Frisk grapefrugt, 1 stor eller 2 små
- 15 dråber GSE grapefrugtkerneekstrakt
Drik 1-2 liter æblejuice om dagen i seks dage. Det blødgør stenene. Kan forårsage let diarré. Spis en let skånekost med dampede grønsager og ris.
Den sjette dag er udrensningsdag, sørg for det er en weekend. Spis et let morgenmåltid, lidt grød, frugt etc. Undgå mættet fedt. Til frokost lidt dampede grøntsager, spis ikke mere efter kl. 14.
Kl. 18 indtages 4 spsk. glaubersalt – blandes med 3 kopper vand. Rør, så det ikke størkner. Del det i 4 portioner og indtag første portion nu. Drik lidt vand efterfølgende.
Kl. 20 indtages 2. portion glaubersalt.
Kl. 21.30 Hvis ikke der har været afføring endnu tages et vandlavement.
Kl. 21.45 Pres grapefrugten, der skal helst være 185 ml. juice. Bland juicen i en meljævner med en halv kop olivenolie og tilsæt 15 dråber GSE. Ryst det godt.
Kl. 22 indtages denne blanding – drik det hurtigt evt. med sugerør.
Læg dig ned, ellers kan du ikke løsne stenene, og lig stille i 20 minutter, så stenene kan passere ud. Du skal formodentlig på toilet et par gange i løbet af natten, og her kan du se de små galdesten i din afføring ( ærtegrønne eller gyldenbrune). Du kan få lidt kvalme i løbet af natten.
Kl. 06.00 Drik din 3. kop glaubersalt med lidt tempereret vand
Kl. 08.00 Drik din 4. kop
Kl. 10.00 Frugtjuice helst æble eller orange
Kl. 11.00 lidt frugt. Der vil sikkert komme mange sten ud og du vil nok også have diarrélignende afføring.
Gammel opskrift på galdestenskur
250 gram enebær samt en spiseskefuld røllike koges langsomt en time i to liter vand.
Derefter tilsættes en teskefuld rosmarin og en teskefuld salvieblade, der koges med i yderligere fem minutter.
Det hele sies og deles i seks portioner. Der drikkes en portion hver dag.
På tredjedagen kan man forvente en kraftig, ildelugtende afføring.
Anbefaling af bog
Andreas Moritz, en amerikansk naturlæge, har skrevet en fremragende bog ved navn “The amazing Liver & Gallbladder Flush”.
Er oversat til dansk og findes fra forlaget Hovedland som ”Elsk din lever og lev længere”. Bogen giver gode forklaringer på baggrunden for galdesten, forebyggelse og behandling med blandt andet leverskylninger.