Avocado er en sund frugt på trods af dens kalorieindhold. Se, hvorfor den grønne frugt gavner vores kroppe og kan forebygge sygdomme.
Avocado er en voldsom populær frugt, som spises over det meste af kloden. Det grønne frugtkød i den rynkede skal smager virkelig dejligt, og så har det en lækker konsistens.
Men der er andre grunde til at kaste sig over avocadoen, for den har egenskaber som få andre frugter og grøntsager, blandt andet et højt indhold af sunde fedtsyrer.
Nok er den kalorierig, men har du ikke problemer med vægten, vil du heller ikke få problemer med avocadoen.
De sunde fedtsyrer
Avocado indeholder en god portion umættede fedtsyrer, som ofte kaldes det sunde fedt. Disse fedtsyrer kender vi blandt andet fra fisk og nødder, og de er vigtige for os. Vores kroppe har nemlig brug for fedt.
Mættet fedt fra blandt andet fedtholdigt kød, ost og chips kan øge kolesteroltallet, hvorimod den umættede kan være med til at sænke kolesteroltallet og dermed forebygge risikoen for en lang række sygdomme som hjertekarsygdomme. Du kan læse mere om fordelen ved umættet fedt her.
Harvards sundhedsinstitut oplyser, at en mellem størrelse avocado indeholder ca. 22 gram fedt og 240 kalorier. Det er en af de fedeste frugter, men også en fremragende kilde til det sunde fedt.
Godt for hjerne og hjerte
Frugterne har et højt indhold af kalium, som er med til at regulere vores blodtryk samt muskelfunktioner og nerver. Et stabilt blodtryk nedsætter risikoen for hjertekarsygdomme.
Desuden får du også magnesium, B, C, E og K-vitaminer, når du spiser avocado.
Frugtens høje indhold af antioxidanter er et plus, blandt andet i forhold til sygdomme i hjernen. Flere studier peger på, at en sund kost kan være en demens-forebyggelse, og her er avocado en glimrende del, da den har et højt antioxidant-niveau.
Læs også:
Her er de 7 officielle kostråd
Kilder: Hsph.harvard.edu, Videncenter for demens, Madpyramiden.dk.