Borrelia er en bakterie, vi kan få gennem smittede flåter. Læs om borreliainfektion, og hvad vi skal gøre, hvis vi bliver smittet.
Borrelia er en bakterie, som vi risikerer at få overført, når en flåt bider sig fast i os. Den giver os infektion, som i folkemunde bliver kaldt borrelia, men det korrekte navn på infektionen er Borreliose.
Langt de fleste tilfælde kan behandles med antibiotika, men i få tilfælde udvikler infektionen sig til neuroborreliose, som er en betændelsestilstand i nervesystemet.
Det drejer sig om under 200 mennesker, der årligt får det herhjemme, og halvdelen vidste ikke, at de havde haft en flåt på sig, eller havde glemt udslættet.
Hvordan får vi borrelia
Mange flåter har bakterien i deres tarme, og når de bider sig fast, kan de overføre bakterien til os. Det tager dog 24 timer for flåten at overføre bakterien, så i følge Rigshospitalet er risikoen for smitte meget lav, hvis vi når at fjerne flåten indenfor det første døgn.
Selv når vi har fjernet flåten, skal vi holde godt øje med det sted, den sad. Gå til læge, hvis det hæver eller er rødt.
Vi kan ikke smitte hinanden med bakterien, smitten sker udelukkende ved flåtbid.
Sådan skal en borreliainfektion behandles
Infektionen behandles med antibiotika, og det er vigtigt at søge læge, hvis du får udslæt, som kan skyldes flåtbid. Udslættet begynder ved selve det sted, du er bidt, og spreder sig derfra.
Har du fået borreliose, vil du få udslæt tre til 30 dage efter, at du er blevet bidt. Nogen kan også blive trætte, få ondt i hovedet og feber.
Der er ingen grund til at vente med at gå til læge, til det røde udslæt har bredt sig, for jo før behandlingen går i gang, desto bedre.
Symptomer på Neuroborreliose
Infektionen fra flåternes bakterie kan brede sig til led og hjernen. Det sidste – neuroborreliose – er nok det, de fleste af os frygter.
Her er symptomerne nakkestivhed, rygstivhed, smerter mellem skulderbladene, hovedpine samt nervesmerter eller lammelser i musklerne, ofte ansigtsmuskler. Statens Serum Institut oplyser, at der er ca. 180 mennesker årligt, der får det. De fleste mellem fem og 10 år samt 60 til 70 årige.
Symptomerne viser sig typisk mellem fire til otte uger efter et bid, og kan diagnosticeres med en blodprøve og en rygmarvsprøve. Her er behandlingen smalspektret penicillin, som fås som indsprøjtninger.
Læs også: 5 tips til at undgå flåter og borrelia.
Kilder: Rigshospitalet, Statens Serum Institut m.m.