Umættet fedt stammer blandt andet fra fisk, bælgfrugter og grøntsager. Læs om, hvad det er, og hvorfor det er så gavnligt for os.
Umættet fedt – eller umættede fedtsyrer – er det fedt, som har en gavnlig påvirkning på vores krop. Det er fedt, som vi blandt andet får fra nødder, planteolier og fisk.
Fedt er ikke bare fedt. Det mættede fedt er det, der blandt andet findes i kokos- og palmeolie, ost, kød og smør. Det er fedt, som kan skubbe vores kolesteroltal i vejret, hvis vi får for meget af det.
Umættet fedt derimod har en række gavnlige effekter.
To slags umættede fedtsyrer
Umættet fedt kan inddeles i enkeltumættede fedtsyrer og flerumættede. Her ser du forskellen.
Enkeltumættede: Findes i plante-mad som kerner, frø, mandler, nødder, avocado og planteolier især rapsolie og olivenolie. Det er gavnligt for vores HDL-kolesterol.
Flerumættede: Disse fedtsyrer kender vi blandt andet fra fisk under navnet Omega-3 og Omega-6. Især får vi Omega-3 fedtsyrer ved at spise fisk, og du får også Omega-6 af at spise nødder, mandler, de sunde planteolier som oliven- og rapsolie samt avocado.
Hvor meget fedt skal vi spise
Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi får 20-40 procent af vores daglige energi i kosten gennem fedt, men her bør højst 10 procent være mættet fedt som margarine, smør, ost, kødpålæg og kød.
Resten skal vi gerne have gennem mad, der indeholder umættede fedtsyrer. Det vil sige: Nødder, frø, kerner, fisk – gerne fede som laks, sild og makrel – og planteolier.
Læs også om De 7 Officielle Kostråd.