A-mennesker har i gennemsnit et længere liv end de, der sover længe om morgenen. Det viser en ny undersøgelse, og dermed kan de morgenfriske altså se frem til et længere liv end B-mennesker. Men det er faktisk muligt at ændre vaner og blive et A-menneske.
Det er det anerkendte University of Surrey i England, der i undersøgelsen fastslår, at A-mennesker har et længere liv end B-mennesker.
Instituttet har undersøgt forskellen på de morgenfriske og natteravnene, og det viser sig altså, at der faktisk er en målbar forskel i levetiden.
Så det er ikke ligegyldigt hvornår du står op og går i seng.
Næsten en halv million personer har deltaget i undersøgelsen, og konklusionen er, at natteravnene har en 10 procent større risiko for at dø tidligere end A-mennesker.
Risiko for sygdomme
Mange natteravne lever et mere usundt liv, og her spiller blandt andet stress og alkohol en rolle.
I denne gruppe af natteravne og B-mennesker findes også en højere andel af personer med sukkersyge og andre alvorlig sygdomme. Herunder en risiko for hjertekarsygdomme.
Forskerne mener problemet er alvorligt, og at der skal gøres noget ved det. Blandt andet bør man indrette arbejdstiderne så B-mennesker, der går sent i seng, faktisk kan møde senere, og dermed få tilstrækkelig med søvn.
– Det drejer sig om folk, hvor deres indre biologiske ur ikke passer med deres omgivelser, siger Kristen Knutson, der er en af forskerne bag undersøgelsen.
Det kan udløse psykisk stress, forkerte spisevaner, søvnløshed, for lidt motion og måske et misbrug. Der kan altså være en lang række usunde følgeting af at gå sent i seng.
Bliv et A-menneske
Forskerne siger, at man godt kan ændre vaner og skifte fra at være B-menneske til A-menneske.
Man skal blandt andet sørge for at få lys tidligt om morgenen – og tilsvarende undgå lys om natten. Også motion kan være med til, at man får en naturlig søvn, der følger natten.
Og så skal man selvfølgelig ændre tidspunktet hvor man går i seng, så man kommer ind i et naturligt forløb omkring søvnen.