Hvor meget slik må vi få om ugen, hvis vi vil holde vægten og have en sund krop? Her kan du se anbefalingerne både til børn og voksne.
Hvor meget slik, chips og sodavand er for meget? Det er nok mange af os, der spørger os selv om, når vi er gået ombord i slikskålen eller spiser en ekstra håndfuld chips.
DTU Fødevareinstituttet har svaret på det. De har beregnet, hvor mange tomme kalorier der er plads til for henholdsvis børn, kvinder og mænd.
Denne mængde er vores ugentlige råderum af slik, kager, chips, sodavand og is, så vi kan vælge at spise det hele på en gang eller fordele goderne i løbet af ugen.
Råderummet er udregnet i forhold til kilojoule, kJ, så du kan selv læse på varernes mærkning og regne ud, hvor mange kilojoule der i forskellige usunde spiser som chokolade, cookies og chips.
Hvor meget slik må børn spise?
Børn 4-6 år: Max. fire små portioner om ugen svarende til 450 kJ pr. portion. Heraf må max. 25 cl. søde drikke som juice, saftevand og sodavand om ugen, svarende til 2,5 deciliter, gøre det ud for en portion.
Børn 7-9 år: Max. fem små portioner om ugen svarende til 450 kJ pr. portion. Heraf kan max. 33 cl. søde drikke om ugen, svarende til 1,5 portion, gøre det ud for en sød drik.
Børn fra 10-13 år: Max. otte små portioner om ugen svarende til 450 kJ pr. portion. Heraf kan max. 2 x 2,5 deciliter søde drikke erstatte to af portionerne om ugen.
Teenagere 14-17 år: Drenge bør max. få syv almindelige portioner svarende til 700 kJ pr. portion om ugen. Her kan max. en af dem være en sød drik på en halv liter om ugen. Piger skal max. have fem almindelige portioner a 700 kJ om ugen, hvor en halv liter søde drikke kan gøre det ud for en af portionerne.
Tomme kalorier til voksne
Voksne bør ikke spise flere tomme kalorier end teenagerne fra 14 til 18 år. Men i voksnes råderum indgår også alkohol. Her er maximum-grænsen 11 genstande ugentlig for mænd og syv for kvinder.
En halvanden genstand tæller som en almindelig portion.
Voksne kvinder og mænd over 60 bør max. spise seks små portioner (a 450 kJ) tomme kalorier om ugen, her kan en halvanden portion byttes ud med en sød drik på 33 cl.
Alkohol skal der ikke være meget af, max. seks genstande, hvor en genstand svarer til en portion.
Fakta om tomme kalorier
Begrebet dækker over alt det, vi spiser og drikker, som ikke giver os næring i form af vitaminer, kostfibre og mineraler.
Til gengæld får vi masser af mættet fedt, sukker samt eventuelt salt og alkohol.
Forskere anslår, at hele 20 procent af det vi indtager, er tomme kalorier, hvor det ideelle niveau ligger på fem procent eller mindre.
Du kan læse mere om sund kost i vores artikel om de officielle kostråd.
Kilder: DTU Fødevareinstituttet, Fødevarestyrelsen m.fl.