C-vitamin er vigtig for vores helbred. Se, hvad vitaminet gør for kroppen, og hvor meget du skal have. Læs også om vitaminet som kosttilskud.
C-vitamin styrker vores immunforsvar. Vi kan ligefrem blive syge, hvis vi ikke får nok af det vigtige vitamin. Tænk på sømændene i gamle dage, der kom hjem med skørbug, fordi de ikke levet af andet end beskøjter og fisk i månedsvis.
Mindre kan også gøre det. Hvis vi får for lidt C-vitamin, kan vi for eksempel blive meget trætte og irritable i det daglige, få ondt i musklerne og hævet tandkød.
Så det gælder om at få tilstrækkeligt indenbords. Her kan du se hvordan.
Facts om C-vitamin
Vitaminet hedder også askorbinsyre, og det en antioxidant, som har en række funktioner i vores krop. Vi kan ikke selv danne vitaminet, og kan udelukkende få det gennem kosten eller kosttilskud.
Sådan hjælper vitaminet vores krop til at forblive sund:
- Beskytter mod virus og bakterier.
- Styrker immunforsvaret.
- Medvirker til at opbygge kollagen, der findes i sener, brusk, knogler og tandkød.
- Kan give lavere risiko for en række kræfttyper, hvis man spiser en meget C-vitaminrig kost.
I følge Kræftens Bekæmpelse er der nogle studier, der peger på, at en daglig kost med et højt indhold af C-vitamin sænker risikoen for ‘en lang række kræftformer’.
Så meget skal du have om dagen
Ikke mange i Danmark lider af C-vitaminmangel, da vi som regel får nok af det i det daglige. Det anbefales, at voksne får 75 milligram i døgnet. Gravide skal op på 85 milligram og ammende 100 milligram.
Da det er et vandopløseligt vitamin, kan det ikke hobe sig op i kroppen. Så vi kan altså ikke tage et ordentlig skud vitaminer, som varer i en uge eller mere. Kroppen tager det, den kan bruge, og vi tisser resten ud.
Alligevel skal vi ikke begynde at eksperimentere med store mængder, da vi kan risikere at få diarre og nyresten, hvis vi fylder os med over 2 gram om dagen.
Er kosttilskud lige så godt?
Når man ved, at en stor appelsin ca. indeholder 40 mg. C-vitamin, og at 50 gram rød peberfrugt indeholder mere C-vitamin end det anbefalede, daglige minimumsindtag, er det super nemt at få nok af vitaminet i det daglige.
Kosttilskud med vitaminet er sjældent nødvendigt, med mindre du lever af ostemadder og pasta uden tomatsauce.
Det C-vitamin vi får gennem kosten, ser ud til at kunne sænke risikoen for en række kræfttyper. Omvendt er videnskabelige studier af vitaminet som kosttilskud ikke nået til samme resultater, så det er altså bedst at spise sig til vitaminet.
Læs også