Hjælper tranebærsaft mod blærebetændelse? Kan den forebygge eller ligefrem kurere betændelsen? Det kan du læse svarene på her.
Tranebærsaft har fået ry for at kunne forebygge og kurere blærebetændelse. Men ligesom med mange andre sundhedstips er det en sandhed med modifikationer.
Hvis det da overhovedet er en sandhed. Der findes nemlig ingen videnskabeligt belæg for, at saftevandet har en evne til at helbrede blærebetændelser.
Til gengæld er det godt at drikke en masse, uanset om man har blærebetændelse eller ej, og det indbefatter også tranebærsaft på lige fod med alle andre typer væske.
Tranebærsaft mod blærebetændelse
Men hvad så med forebyggelsen? Holder et glas tranebærsaft betændelsen og dermed lægen væk? Frank Schmidt fra Aarhus Universitetshospital siger til Region Midtjyllands sundhedsportal: ‘Tranebærsaft kan forebygge urinvejsinfektion hos nogle mennesker, men langtfra alle’.
Tranebærrets aktive stoffer menes at have en positiv indvirkning på nogle colibakterier. Det er dog ikke entydigt bevist, men da det ikke skader at drikke tranebærsaft, er det en af måderne man kan forsøge at forebygge på.
Aarhus Universitetshospital skriver, at ‘nogle kan have gavn af at drikke to glas tranebærsaft dagligt’.
Sådan kan du forebygge
- Drik en til to liter væske uden alkohol hver dag. Det kan være alt fra te, kaffe, vand, juice og tranebærsaft.
- Sørg for at tisse ca. hver tredje time, lad være med at holde dig for længe.
- Sørg for at tømme dig helt, når du tisser. Daglige knibeøvelser hjælper på at få tømt blæren.
- Hold dig ren og tør. Skift bind, når de er fugtige. Tør forfra og bagud, når du har været på toilettet.
- Det er en god ide at tisse før og efter samleje.
Behandling af blærebetændelse
Gå altid til læge, hvis du har symptomer på blærebetændelse. Den vil ofte blive behandlet med penicillin, men i nogle tilfælde kan det være, at man skal have en anden form for antibiotika.
Din læge vil tjekke din urin for at se om, du har blærebetændelse. Da man kan have andre urinvejsinfektioner end blærebetændelse, sker det også, at urinen bliver sendt til dyrkning. I så fald tager det et par dage, før du får det endelige svar.
Kilder: Region Midtjylland, Antibiotikaellerej.dk, Pro.medicin.dk.