Et smartwatch øger risikoen for overdiagnostik – for du skal slet ikke gå til lægen bare fordi dine tal er skæve
Overdiagnostik bliver mere og mere udbredt i takt med, at flere og flere render rundt med et smartwatch om armen.
Og det er helt forkert at tro, at man skal kontakte sin læge, hvis tallene på uret er usædvanlige.
Faktisk skal du ikke gå til lægen på baggrund af data fra selvmåling.
Det siger Bolette Friderichsen, der er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), til Jyllands-Posten.
– Der er et segment, der går og monitorerer sig selv, og som bliver forfærdeligt bekymrede og kontakter deres læge, når de ikke forstår tallene i deres fitnessure.
– Dels optager det pladser fra folk, der rent faktisk er syge, og dels risikerer vi, at det bidrager til overdiagnostik, siger hun til avisen.
Udveksler sundhedsdata
Faktisk har 14 procent af danskerne udvekslet sundhedsdata med deres egen læge inden for de seneste seks måneder. Det viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv
Og det er mere end fire gange så mange som i 2018, hvor tallet lå på tre procent.
Ikke kun negativt
Selv om det stigende antal udvekslinger af sundhedsdata kan være udtryk for en stigende bekymring, så er det ikke kun negativt.
Udviklingen er nemlig også positiv, fordi det viser, at flere danskere tager ansvar for deres sundhed.
Det mener Mette Aadahl, der er professor på Københavns Universitet samt seniorforsker på Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse ved Frederiksberg og Bispebjerg Hospital.
– Som regel kan man godt selv mærke, hvis man er syg, men “ingen af os går rundt og tager vores temperatur hele tiden”, siger hun.
Definition på overdiagnostik
Overdiagnostik må ikke forveksles med fejdiagnostik. Der er tale om en korrekt diagnose.
Patienten bliver imidlertid ikke syg af diagnosen eller dør af den.
Det kan et smartwatch måle
- din puls – og variation i pulsen.
- dit stressniveau.
- dit blodtryk.
- dit skridttal.
Læs også:
Det skal du vide om fitnessure