Alt Om Sundhed: Forside » Sygdomme » Kyssesyge – symptomer, smitte og behandling
Kyssesyge - eller mononukleose - er en infektion, der ofte giver voldsom halsbetændelse med ondt i halsen, høj feber og hævede lymfeknuder på halsen.
Kyssesyge - eller mononukleose - er en infektion, der ofte giver voldsom halsbetændelse med ondt i halsen, høj feber og hævede lymfeknuder på halsen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Kyssesyge – symptomer, smitte og behandling

Kyssesyge er en infektion, Mononukleose, som oftest rammer børn. Voksne og teenagere kan også få det, og her er symptomerne værre.

Kyssesyge er et sødt navn, der dækker over virusinfektionen Mononukleose infectiosa. Kælenavnet er opstået, fordi infektionen smitter gennem direkte kontakt med spyt.

Så når du kysser en med Mononukleose, kan du selv blive smittet. Måske er det derfor, at mange forbinder sygdommen med det frie liv som teenager.

Men faktisk er det flest børn, der får kyssesyge, og de bliver sjældent rigtigt syge af det. I følge Sundhedsstyrelsen får mange børn ikke engang symptomer. Og når du først har smitten i dig, er du immun.

Teenager og voksne med kyssesyge

Får du Mononukleose som teenager eller voksen, er det mindre sjovt. Her kan du få halsbetændelse, ondt i hovedet, feber, muskelsmerter og blive overvældende træt.

Der kan også være andre symptomer, for eksempel kan du hæve op omkring halsen men også i armhulerne og nede omkring lysken. Derudover kan vejrtrækningen være besværet.

Alt i alt en virkelig belastende infektion, så længe den er i udbrud.

Så længe smitter Mononukleose

Mononukleose er en virusinfektion, som sidder i mundhulen og kun smitter gennem spyt. Problemet er, at man kan smitte længe efter, at man er blevet rask. Helt op til et år efter udbruddet, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Heldigvis er en del af os immune overfor virussen, da vi har haft den som barn – enten med milde eller helt uden symptomer. Har vi ikke haft den som barn, er det altså en risiko, vi må tage, når vi kysser en ny person.

Du kan også blive smittet ved at drikke af en smittebærers glas eller, hvis en person – det kan for eksempel være et barn – hoster eller nyser lige ind i ansigtet på dig.

Behandling og sygdomsperiode

Kyssesyge bryder først ud tre til seks uger efter smitte. I følge medicin.dk varer den lidt over en uge, men der går flere uger, før man er på toppen igen.

Virussen kan ikke behandles med antibiotika, så der skal tålmodighed og hvile til. Så gør det, man også skal gøre ved en influenza: Drik meget, hvil dig og tag eventuelt smertestillende og feberdæmpende midler som Panodil.

Hold dig desuden fra alkohol i tre uger, efter sygdommen begyndte. Og vent med at dyrke sport til tre uger efter udbruddet startede.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *