Forkølelsessår på læberne er et irriterende fænomen. Heldigvis er der måder at dæmpe udbruddet på. Dem kan du læse om her.
Forkølelsessår – eller herpes simplex – har det med at dukke op, når de er allermest uønsket. Skal du til bryllup, på date eller holde nytårsaften, kan du stole på, at sårene popper op. Hvis du altså har smitten i dig.
Ofte er man nemlig blevet smittet allerede som barn, og denne smitte forbliver i kroppen til ens død. I lange perioder hviler den, men af og til dukker et eller flere forkølelsessår så op på læberne.
Sådan kan du behandle sårene
Der findes ikke et vidundermiddel mod disse sår, som begynder som bittesmå blærer, indtil de brister og bliver til egentlige sår.
Men der er flere måder at dæmpe dem på. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vi bruger virusdræbende midler, som kan forkorte forkølelsessårs forløb. Cremen skal på, så snart symptomerne begynder.
De små blærer kan tørres ud med zinksalve, så de ikke når at briste og blive til egentlige sår.
Desuden anbefaler apoteket.dk, at vi bruger en læbepomade med høj solfaktor, når vi er udenfor i solskinsvejr – uanset om der er et udbrud eller ej.
Undgå at smitte og blive smittet
Da vi ofte smittes allerede som børn, er det svært at undgå smitte, hvis vi er i nærkontakt med en smittebærer. For du kan nemlig smitte, selvom forkølelsessåret ikke er i udbrud.
Det er blærernes væske, der bærer smitten videre for eksempel under et kys eller kontakt med smittebærerens spyt. Forkølelsessår smitter kun så længe, blærerne er ‘friske’ – inden de er tørret ind.
Som med alle andre virus er det forebyggende med en god hygiejne både håndhygiejnen og rengøring derhjemme.
Læs også