Alt Om Sundhed: Forside » Sundhed » Ingefær mod kvalme – hjælper det eller ej?
Ingefær
Ingefær kan fremme vores produktion af spyt, hvilket er en af grundene til, at den virker mod kvalme. Foto: Karen Seneca, Altomsundhed.dk.

Ingefær mod kvalme – hjælper det eller ej?

Ingefær er kendt som en rod, der kan stilne kvalme. Men er det sandt? Og hvad er det egentlig, den knoldede rod indeholder?

Ingefær er en underlig størrelse, knoldet med krummelurer, der stikker ud alle steder.

Men den lille rod er blevet lovprist for sine sunde egenskaber i århundrede. Den hævdes at kunne stilne smerter, virke beroligende og være inflammations-hæmmende.

Desuden siges ingefær at være kvalme-stillende. Men er det sandt? Svaret kommer her.

Ingefærs sunde stof

Det korte svar er ja. Roden kan dæmpe kvalme og transportsyge.

Ingefær indeholder et stof ved navn gingerol – deraf det engelske navn ginger. Gingerol bevirker, at vi får mere spyt i munden, når vi drikker eller spiser det, hvilket har en god effekt på kvalme.

Effekten er den samme som chiliens capsaicin. Det er derfor, at rå ingefær smager stærkt og river lidt på tungen.

Desuden peger nogle studier på, at ingefær kan hæmme signalmodtagelsen i nervesystemet og berolige mave-tarmsystemet. 

Drik ikke shots som gravid

Som gravid kan man især de første tre måneder lide af kvalme, og så er det fristende at drikke en ingefærshot hver dag som forebyggelse.

Men Sundhedsstyrelsen fraråder gravide at drikke ingefærshots eller tage ingefær som kosttilskud. Forsøg med rotter har nemlig vist, at det kan være skadeligt for fosteret, hvis man indtager for stærke koncentrationer.

Brug i stedet den rå rod i madlavningen eller i en te med citronsaft og honning.

Læs også: Lider du af køresyge – se hvad du kan gøre.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *