Debat: Er det “syge væsen” blevet rask?

Er det syge væsen blevet rask og går det bedre med behandlingen i det danske sundhedsvæsen? Læs her en personlig beretning, og deltag gerne i debatten.

Så sad man her igen, i endnu et venterum eller venteværelse (hvori består forskellen?) Og det var ikke Godot, man ventede på. Man ventede på sit navneopråb, men ikke til banko. Man ventede på endnu en samtale med en læge og sygeplejerske og skulle pilles og stikkes i.

Og selv om man er en stor voksen mand, bliver man pludselig meget lille, og lidt nervøs overfor dagens udfordringer, og måske har “man fået noget i øjet”, der gør, at en tåre trænger sig på i øjenkrogen.

Min indre lakridspibe havde i de seneste par uger fået én på “Go’dagen”, og hvis man savede en meter af, ville man stadig have nok til et boldtræ! Man bladrede i en gratis avis, hvor der på den ene side er en reklame fra Dyne- Larsen og på den anden side en artikel om Raket-Madsen og en ubådstur.

Uforklarlige smerter

Det hele startede for mange måneder siden med ændret afføringsmønster og en følelse af, at det stod uheldigt til i kroppens “hemmelige rum”, ledsaget af delvise og lejlighedsvise uforklarlige smerter, man ikke lige kunne finde en kasket til.

Så gik man til lægen. Vist nok på konens opfordring. Og vist nok fordi hun bestilte tid. Og lægen kiggede på én og trykkede på maven, og han kunne ikke lige finde noget, men er alligevel yderst resolut og vil have mig i byen efter en lang række blodprøver (Den store pakke). Og en henvisning ryger på dagen ud i cyberspace til en tarmundersøgelse hos en speciallæge.

Og speciallægen har tid med det samme. Få dage efter bliver tarmen kikkertundersøgt. Alt ser fint ud, men endnu et par prøver bliver foretaget. Og lægen skønner ved samme lejlighed, at jeg da bestemt skal ultralydskannes, hvilket igen sker få dage efter kikkertundersøgelsen.

Ultralydskanningen viser nogle forhåbentligt ufarlige fund, men dog så iøjnefaldende for fagfolk, at det skulle undersøges yderligere.

Tumor i blæren

“Pling- Region Hovedstaden har sendt dig ny Digital Post” – lyder det to dage efter fra min mobiltelefon. Og budskabet er en invitation til urologisk afdeling på Gentofte Hospital til kikkertundersøgelse af blæren omkring nogle såkaldte “bifund“, man har gjort ved ultralydskanningen.

Og lægen er grundig, og hun går bestemt heller ikke i vejen for at føle rigtigt godt efter, om man nu som mand skulle fejle noget “andet” i de nedre private regioner. (Mandlige læsere kan relatere til, hvad jeg mener! Til de kvindelige læsere: Glæd dig over at være kvinde!). Man fornemmer, at professionel alvor og grundighed nærmest er et mantra for lægen.

Hun og sygeplejersken deler en slags keen besættelse af, at en patient simpelthen bare ikke må passere deres bord med noget som helst overset eller fejlvurderet. Hvilket de I øvrigt også mundtligt gør opmærksom på. Her må jeg lette på bowleren og give damerne fem roser ud af fem.

“Du har en tumor i blæren! Og den skal fjernes!”

Man bekræfter fundet af en forholdsvis og forhåbentligt ufarlig tumor i blæren, men den skal fjernes prompte, får jeg oplyst. Og lægen bestiller pr. telefon, mens jeg sidder der, med det samme tid til indgrebet og en CT-skanning, som jeg får stukket i hånden, med en bestemthed og fasthed, der ikke indbyder til indvendinger, og det er i virkeligheden meget rart.

Hurtige indkaldelser

Jeg når da heller ikke at træde indenfor døren, før E- boksen igen bimler og bamler med dokumenter om hurtige indkaldelser og endda en tid, der er fremrykket i forhold til den tid, den unge kvindelige læge gav mig. Og her behøver jeg vel ikke at skrive, at skanning og indgreb endnu engang ligger få dage efter hinanden.

Altså – på godt dansk: Jeg bliver checket med kikkert i blæren af den hårdhændede (læs grundige, og tak for det!) unge kvindelige læge om onsdagen, skal til CT-scan om fredagen og så igen indlægges til indgreb om mandagen og tirsdagen, og til kontrol torsdag ugen efter.

Jeg gennemlæser det informative og righoldige materiale igennem i E-boksen og studser over, at rygning frarådes op til to timer før indgreb, og tænker på, om ikke det skulle frarådes i det hele taget? Uden det gode humør og helst også lidt humor krydret med ironi, kommer man ikke langt og jeg opmuntrer mig selv med, at hospitalet ved rygmarvsbedøvelser indbyder patienten til at medbringe sin egen musik til operationen.

Her kunne man så forestille sig at medbringe sin tuba, eller booke Nulle & Verdensorkesteret eller måske udvide med nogle folkedansere for ligesom at berolige under indgrebet.

Papirerne oplyser også flere steder med beredvillighed, at det offentlige “stiller tolke til rådighed“. “Man har ret til en tolk“. “Man har krav på en tolk“. “Man skal blot oplyse, hvis man ønsker en tolk“.

Jeg tænkte, at måske ville en samisk tolk sætte lidt fut i hele etablissementet eller skulle man vælge en på swahili?, hvilket jeg ikke kan stave til, men omvendt så ville tolken sikkert kunne hjælpe mig med det.

Pakkeforløb

Hvad min personlige sygdomssituation vil bringe vides ikke pt, men under alle omstændigheder vil jeg på lige fod med tusinder af andre danskere komme i et “pakkeforløb” med dertil hørende kontrol for cancer.

Man har besluttet, man også vil stikke en kikkert ned i maven på mig som det næste, fortæller e-boksen mig. Og prøvesvar på biopsier vil også snart foreligge, plus det løse med flere blodprøver og CT-scan svar.

Samlet set betyder det, at undertegnede 3 uger fra det første lægebesøg er i fuld gang med flere udredninger på én og samme gang, der alle holder hinanden i hånden.

Og så har der endda været flere helligdage ind imellem oven i hatten. Er det flot? Eller det bare rigtigt flot? spørger jeg bare.

Det syge væsen?

Man lader tankerne spole tilbage til 1990’ernes spots i TV-avisen om “Det syge væsen”. Man tænker tilbage på få måneder efter årtusindskiftet, hvor min svigermoder var terminal med kræft.

Alt begyndte for hende med en række besøg hos sin doktormand, der mente, at hendes smerter “nok skyldtes lidt blærebetændelse?!?”. “Vi prøver med lidt penicillin!” – var beskeden.

Trækasserierne fortsatte i månedsvis med lægen. “Hvad med smerterne?”, ville min svigermoder vide. “Spis nogle flere Panodil”, lød beskeden. Hendes datter slår i bordet, og da undersøgelser blev bevilliget, med henvisning til hospitalet, er ventetiden mange måneder.

Svartiden er langsommelig. Man konstaterer tyktarmskræft og apparatet kommer i gang med indstilling til operation, hvor der igen er ventetid. Efter indgrebet går der blot nogle måneder og så vender smerterne tilbage og en operation mere blev foretaget, men spredningen fortsætter og svigermor blev terminalpatient.

På daværende tidspunkt fungerede vort offentlige sundhedssystem så langsommeligt, at man skulle gå til lægen med mistanke om kræft, endnu før man blev sygdomsramt eller fik nogen som helst form for symptomer for at kunne nå at redde livet.

Da vi klagede vores nød til hospitalet over vort lands ringe og langsomme behandlingsapparat, hvor ingen instanser så ud til at kunne koordinere indsatserne, blev vi af den behandlende læge mødt med et: “Det gavner jer jo ikke at klage nu, da patienten jo alligevel er terminal!”. Hertil svarede vi lægen: “Der tager du fejl! Det vil jo gavne os, når vi engang selv kunne risikere at blive syge”.

Lægen kiggede med vantro og ligesom angst på vores belæring af hendes og systemets håndtering. Vores kritik af den opgivne holdning over for kræft, der blev opbudt, og vores tillid til, at supertankeren måske alligevel ville kunne vendes en skønne dag, blev der trukket på skuldrene af.

Det var en god historie fra de varme lande, vi måtte længere ud på landet med, og helst hvor peberet gror og kragerne vender.

Hemmelig liste

Det minder lidt om den slendrian, vi ser for tiden hos Lægemiddelstyrelsen vedrørende deres manglende og inkompetente håndtering af privates import af helsekost og vitaminer fra udlandet. Her har Lægemiddelstyrelsen en intern “hemmelig liste”, de forsyner toldmedarbejderne med, som så kan tilbageholde præparater, der “i Danmark anses for at være lægemidler eller medicin” og som altså er “ulovlige” at indføre.

At det er ulovligt at indføre hård narkotika og euforiserende stoffer er én ting, men at simple håndkøbspræparater gøres ulovlige at indføre, er noget andet. Og når disse præparater frit kan indføres fra andre EU-lande til Danmark, ringer der nogle alarmklokker, som kimer endnu højere, når der ikke findes en liste med “forbudte præparater” på Lægemiddelstyrelsen’s hjemmeside.

Det afgøres “fra sag til sag”, oplyser man, hvilket jo ikke helt stemmer, da toldmedarbejderen tilsyneladende jævnligt forsynes med opdaterede lister over “ulovlige lægemidler”.

Hvis man som borger i Kongeriget er i tvivl om et helsekost produkt i Danmark anses for at være et lægemiddel eller ej og dermed ikke må importeres privat, skal man ikke fortvivle, hævder Lægemiddelstyrelsen og henviser til en spørgeformular, man kan udfylde, som så skulle kunne afklare tvivl.

Nå ja, formularen er et fortidslevn fra slut 90’erne i HTML-design, med en masse felter, der skal udfyldes og hvor brugervenligheden over tid er blevet til brugerfjendtlighed.

Og når man som borger alligevel ikke er det mindste i tvivl om, at den helsekost, man vil indføre, skulle være ulovlig, da den fås i håndkøb overalt i Danmark, selv i Matas, udfylder man ikke denne gamle forældede formular med en lang svartid til følge, der ikke rigtig matcher vores cyberspacetidsalder, hvor Mastercard og PayPal slås om betalingerne og man som alle andre nemt hjemtager vitaminer og andet godt fra f.eks USA, der på ingen måde har noget med euforiserende stoffer at gøre.

Kære Lægemiddelstyrelse gør jeres “Hemmelige liste” offentligt tilgængelig! Jeg har talt med Sundhedsministeriet før denne kronik og de lover at følge op. Her forventer undertegnede også at få vendt supertankeren, som det er lykkedes med kræftbehandlingerne.

Streger i havelågen

Ved min indlæggelse på Gentofte Hospital lå jeg på stue med en professor, der havde undergået en kræftoperation hvert år de sidste mange år. Hans budskab var det samme som mit: Overalt finder man venligt personale og stor kompetence, og især havde han roser til GeH, hvilket jeg bestemt kun kunne bekræfte.

For mit eget vedkommende har jeg ikke tal på, hvor mange hvide tænder jeg er blevet mødt med af systemet i og udenfor hospitalet, men det er mange.

Jeg har dog sat en streg i mit havelåge system for alle de smil, jeg er blevet mødt med af behandlerne og personalet og er nået op på i alt 57 venlige smil indtil videre. Og når man som undertegnede er i midtfyrrende, lægger man også mærke til, at de ansatte for mestensdelens vedkommende er yngre end én selv og behandlerne overvejende tilhører den “bedre halvdel” af befolkningen, hvilket ikke trækker ned.

Nogle vil måske hævde, at jeg har været heldig, men jeg føler mig overbevist om, at det ikke er min charme, min hat, slipseknude eller vandkæmmede hår, der har fremskyndet processerne, men at jeg blot er blevet håndteret som alle andre danskere, der bliver behandlet i tusindtal på hospitalerne hver dag.

www.minsundhedsplatform.dk

Måske er der plads til forbedringer, men alligevel er en holdningsændring klar og tydelig i sygehusvæsenet: “Vi gider ikke mere kræft!”. Eller som Kræftens Bekæmpelse skriver på deres hjemmeside, har regeringen og regionerne “givet hinanden hånd” på netop denne målsætning.

Et højt informations niveau på skrift om undersøgelserne og operationerne hjælper alt sammen til at de betrængte sygeplejersker ikke behøver at løbe så stærkt med unødvendige beskeder, og kan derfor koncentrere sig om det vigtige, nemlig plejen af patienterne. E-boksen har skudt mange genveje og sparet mange resurser.

Jeg husker, at min svigermor ofte fik indkaldelser til hospitalet ind af brevsprækken dagen efter, hun skulle have haft mødt – et spild af dimensioner for patienten, men da også af de offentlige midler.

Den nye www.minsundhedsplatform.dk ser lovende ud, og virker forrygende og brugervenlig med aktindsigt i prøvesvar og lægesamtaler, som alt sammen hjælper til at forbedre patientens afklaring af behandlingsforløbet.

Det syge væsen er raskmeldt

Vi burde overveje at eksportere vores succes på området til udlandet, eller i det mindste lade Lægemiddelstyrelsen kigge vores hospitaler over skulderen og droppe deres “Hemmelige lister“, og forældede IT-setup. Kræftbehandlingen i vort land har rykket sig fra at være klassens tykke dreng med slangebøssen, til den opvagte duks med det blankpolerede æble til læreren, og med lidt god vilje og ros kan vi sikkert blive endnu bedre.

Når jeg som selvstændig i disse dage bakser selvangivelsen på plads, betaler jeg som altid min skat med glæde, ikke mindst med tanke på, at “Det syge væsen” er blevet rask, og mine pinsler til trods kan jeg ikke lade være med at tænke på systemets venlighed, resoluthed, grundighed og hvide tænder med et skævt smil.