Lider du af dårlig ånde, drageånde, foetor ex ore eller på dansk: “stank fra munden”, så kan det være et stort problem. En af de ting, du kan gøre, er at sikre en høj mundhygiejne. Men det er ikke sikkert, at det er dét, der er problemet.
Denne artikel handler om dårlig ånde – årsagen til dårlig ånde, og hvordan man for en normal lugt i munden igen. I bunden af artiklen kan du svare os på, hvor informativ artiklen er, ved at give den 1-5 stjerner. Vurdér artiklen så kommende læsere på forhånd ved, om de får et fyldestgørende svar på det emne artiklen behandler. På forhånd mange tak for din hjælp.
Dårlig ånde er en ubehagelig lugt som kommer fra munden. På fagsprog hedder dårlig ånde foetor ex ore, som direkte oversat betyder ”stank fra munden”.
Cirka hver femte dansker bliver på et eller andet tidspunkt ramt af dårlig ånde, da der kan være flere årsager til dette ubehagelige problem.
Årsager til dårlig ånde?
Ved cirka 90 procent af de mennesker som lider af dårlig ånde, ligger problemstillingen i munden. Hos de sidste 10 procent kan visse medicinalprodukter eller fødevarer være den skyldige.
Disse er nogle af de mest kendte årsager til dårlig ånde:
- Dårlig mundhygiejne
- Tandkødsbetændelse eller paradentose
- Problemer med mandlerne – mandelpropper
- Infektion i næse eller bihuler
- Tør mund
- Rygning
- Sult
- Irritabel tyktarm
- Sukkersyge
- Madvarer som hvidløg, fedtrig mad og mælkeprodukter
- Lægemidler til behandling af depression og mentale lidelser, blodtryksstabiliserende medicin, vanddrivende tabletter og sovepiller
Hvordan fjernes den dårlige ånde?
Er man først opmærksom på, at man lider af en grim lugt fra munden, skal man i første omgang finde ind til årsagen.
Første skridt er, at opretholde en god mundhygiejne med grundig tandbørstning samt brug af tandtråd og eventuelt en tungeskraber, så alle bakterier udryddes. Det er også vigtigt at holde spytproduktionen i gang ved for eksempel at tygge tyggegummi, så man undgår tør mund.
Udover at forbedre mundhygiejnen, er der andre tiltag man kan gøre for, at afhjælpe den dårlige ånde som for eksempel med:
- Mundskyllevand
- Sukkerfri pastiller eller tyggegummi
- Zinkholdige sugetabletter
- Vand med citron
- Regelmæssige måltider, og undgå krydret mad
- Regelmæssige tandlægebesøg for undersøgelse af tænder og mundhule
- Fortsætter problemet med at det lugter dårligt fra munden bør man tage en dialog med tandlægen eller lægen.
Kilde: Netdoktor.dk, tandlægeforeningen.dk og videnskab.dk