Mæslinger er godt nok næsten udryddet i Danmark. men Sundhedsstyrelsen tilbyder nu alligevel voksne en gratis vaccination mod mæslinger.
Vaccination mod mæslinger: Mæslinger er normalt ikke et problem i Danmark, for vi er er blandt de lande, hvor mæslinger ifølge WHO er udryddet. Det skyldes blandt andet et effektivt dansk børnevaccinationsprogram.
Alligevel er der er faktisk en del voksne danskere, der ikke har en vaccination mod mæslinger. Derfor bliver denne gruppe af voksne nu tilbudt den såkaldte MFR-vaccine, der også beskytter mod fåresyge og røde hunde.
Man kan blive vaccineret, hvis man ikke allerede er blevet det som barn, og hvis man ikke har haft mæslinger. For har man det, er man immun og kan ikke blive smittet igen.
Risiko for mæslinger i udlandet
Når man som dansker rejser til lande, hvor mæslingevirusset i langt højere grad cirkulerer, er man i højere risiko for at møde det og blive syg, hvis man ikke er vaccineret eller tidligere har haft mæslinger.
Det gælder også, når man rejser til lande inden for Europas grænser.
- Vi er enormt glade for, at vi nu kan tilbyde gratis MFR-vaccination til voksne, siger overlæge Bolette Søborg fra Sundhedsstyrelsen.
Selvom mæslinger betragtes som udryddet i Danmark, vil der trods alt stadig fra tid til anden opstå tilfælde af mæslinger. Ofte vil der være tale om tilfælde, hvor danskere er blevet smittet på rejser i udlandet.
- Som vaccineret er man selv beskyttet mod sygdommen og desuden med til at beskytte børn, der ikke kan blive vaccineret, eksempelvis fordi de er for små eller særligt sårbare. De børn risikerer at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet., siger Bolette Søborg.
Tilbuddet om gratis vaccination mod mæslinger gælder fra 1. april 2018, og man kan blive gratis vaccineret hos sin praktiserende læge eller på en privat vaccinationsklinik.