Organdonation redder liv, men der er mange, som enten glemmer at registrere sig eller ikke ved, hvor let det er. Her ser du, hvordan du gør.
Organdonation er vigtig at tage stilling til, imens vi er i live. Mange kronisk syge mennesker verden over kan redde livet ved at få en transplantation af for eksempel lunger.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du registrerer dig – eller ønsker du et totalt forbud mod, at dine organer bliver brugt efter din død, kan du se, hvordan du gør det her.
Først skal du logge ind på sundhed.dk. Når du er på startsiden, finder du afsnittet registreringer og her kan du så klikke på ordet organdonation. Herefter finder du fire felter:
Fuld tilladelse
Her kan du vælge mellem at donere alle dine organer til transplantation samt forskning i forbindelse med transplantationen og udelukkende at tillade transplantation.
Desuden kan du sætte kryds i en boks, der viser, at dine nærmeste pårørende skal give deres samtykke, ellers bortfalder tilladelsen.
Begrænset tilladelse
Krydser du af i denne boks, kan du vælge, hvilke organer der må bruges efter din død. Også her kan du vælge, om det både gælder transplantation og forskning eller blot transplantation.
Ved ikke
Er du i tvivl, og synes du, at beslutningen mest af alt afhænger af dine pårørendes ønsker, krydser du af her.
Forbud
Og den sidste boks er til dig, som er imod, at din krop bliver brugt til transplantation, når du er død.
Stamcelledonation
Hvis du vil være stamcelledonor, skal du også lade dig registrere på sundhed.dk under registreringer. Stamcelledonationen foregår i levende live.
Når du er tilmeldt og har svaret på otte spørgsmål om alder, vægt og eventuelle sygdomme, får du tilsendt et sæt med en lille skraber, som du skal bruge i munden.
Herefter sender du den afsted i den medsendte kuvert, så dit væv kan blive analyseret af Danske Stamcelledonorer. Hvis der en dag er en person, som mangler lige netop din vævstype, kan du gå i gang med processen.