Forsiden » Sygdomme » Lus: Bare tanken får dig til at klø over hele hovedet
Lus kan være en pine. Heldigvis er der en masse råd til, hvordan du kommer af med de blodsugende udyr. Arkivfoto.

Lus: Bare tanken får dig til at klø over hele hovedet

Lus – i dette tilfælde hovedlus – giver en kløende fornemmelse bare man taler om det. Men hvordan undgår man lus, opdager man lus og behandler for lus?

Dette er en artikel, der handler om lus, hvordan man undgår lus, hvordan man opdager lus, og hvordan man behandler for lus. Vi håber artiklen er nyttig for dig, og du er meget velkommen til i bunden af artiklen at give den en vurdering på en skala fra 1-5, så andre brugere også kan se, om det er relevant indhold. På forhånd tak og god læselyst.

Det kan være en pine, ja faktisk en hel plage, hvis familien får lus. Men hvordan undgår du det?

Lus er insekter, der lever som blodsugende snyltere. Kun tre lusearter kan leve på mennesker: Hovedlus, kropslus og fladlus. I den her artikel vil vi hjælpe dig med at undgå, opdage og bekæmpe hovedlus, da det er den mest udbredte type af lus i Danmark.

Undgå lus

Lus smitter for det meste ved tæt kontakt mellem hoveder og hår. Det er oftest børn mellem tre år og ti år, der smittes, men alle kan blive smittet.

Lus lever af at suge blod fra hovedbunden og vil helst ikke forlade en dejlig varm hovedbund – med mindre den har mulighed for at kravle over på et andet hoved. Derfor bliver børn med langt hår oftere ramt end børn med kort hår.

Dette smitter ikke

Som forældre kan man hurtigt blive nervøs. Derfor er det godt at vide, hvad man ikke skal være bekymret for.

Luseæg er en af de ting, der ikke smitter. Heller ikke fra hår, der er faldet af. Æggene sidder nemlig fast på håret og kan ikke udklækkes ved temperaturer under 22 grader. Legetøjsbamser eller familiens kæledyr kan heller ikke være smittekilden.

Hvis sengetøj, kamme, børster, huer eller anden hovedbeklædning bruges af flere personer inden for et kort tidsrum, er der en lille risiko for, at det kan sprede lus.

Sådan sikrer du børsten er lusefri

Hvis man er nervøs for, at familiens børste eller kam er smittekilden, kan man vaske den i sulfovand eller lægge den i fryseren i to døgn.

Det er også en god ide at bede sit barn om ikke at dele børste med en, der har lus, når barnet for eksempel har idræt i skolen.

Sådan opdager du lusene

Når en lus suger blod, spytter den et stof ind i såret, som forhindrer blodet i at størkne. Hos nogle mennesker giver det kløe og irritation i hovedbunden, da det resulterer i en allergisk reaktion.

Men det er ikke alle, der er allergiske og det kan derfor være svært at vide, om dit barn har lus eller ej. Derfor anbefales det, at du regelmæssigt – gerne en gang om ugen – undersøger dit barn.

Mit barn har fået lus – hvad nu?

Hvis dit barn har fået lus, kan du vælge mellem to behandlinger: Redde dit barns hår med en tættekam eller bruge lusemiddel. Du kan også gøre begge dele.

At bruge en tættekam er en effektiv og billig måde at få bugt med lusene på. Det er dog en tidskrævende behandling der kræver, at du som forælder er grundig.

Sådan bruger du en tættekam

Start med at fugte dit barns hår og komme balsam i det, inden du reder det igennem. Balsam får lusene til at sidde stille, men du kan også nøjes med at gøre håret vådt. Red håret igennem med en tættekam fra hovedbunden ud til hårspidsen.

Det er vigtigt at hvert tag starter inde ved hovedbunden, da det er her de fleste lus opholder sig.

Efter hvert tag rengøres kammen. Enten med en køkkenrulle eller ved at banke den af på et hvidt underlag. Tjek det afredte og brug for eksempel en lup til bedre at se.

Kæm hver anden dag

Alle levende lus skal helst fjernes ved den første kæmning, så de ikke kan lægge flere nye æg. Nyudklækkede lus er svære at fange med en tættekam.

De æg der blev lagt før kæmningen udklækkes i de følgende dage, derfor skal du kæmme hver anden dag i 14 dage for at sikre dig, at dit barn er lusefri.

Lusebehandling

Brug kun midler, der er beregnet til behandling på mennesker. Så følg ikke alle mulige råd med at petroleum, husholdningssprit eller at loppemidler til katte eller hunde kan bruges.

Der findes forskellige lusemidler man kan bruge. Det er vigtigt at du følger brugsanvisningen nøje. Du bør også kontrollere, om lusene er væk dagen efter behandlingen. Er de væk, betyder det at behandlingen er lykkedes.

I tiden efter lusebehandlingen skal håret reddes med en tættekam hver anden dag.

Når du skal være ekstra opmærksom

Kommer der en besked fra skolen, daginstitutionen eller legekammeraternes forældre om, at der findes lus i din omgangskreds, er det ekstra vigtigt, at du undersøger dit barn. Også selvom familien ikke har været ramt før.

Finder du lus hos dit barn skal resten af familien også tjekkes.

Lus smitter året rundt, men der er højsæson i august, september, oktober og november. Der er ingen logisk forklaring på det, men vær derfor ekstra opmærksom i den periode.

Kilde: Apoteket.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *