Pollensæson: Astma-Allergi Danmarks pollenfælder har fanget et pollental for birk på 138 i København og 162 i Viborg. Det betyder, at de mange birkepollenallergikere i Danmark nu skal forberede sig på sæsonen for forårets største pollenplage.
Den gode nyhed er, at heldigvis har birketræerne en forholdsvis kort pollensæson på 3-4 uger, som typisk topper med meget høje pollental omkring 1. maj.
Trods det kolde vejr i februar og marts, starter birkepollensæsonen til normal tid. De sidste dages lune vejr har hjulpet godt på vej, ligesom en sydlig vindretning kan bidrage til pollentallet ved at blæse udenlandske birkepollen ind over Danmark, oplyser Astma-Allergi Danmark.
Syd for grænsen begynder sæsonen nemlig tidligere, og det er derfor ikke ualmindeligt, at vi får besøg af de udenlandske gæste-pollen, før de danske birketræer springer ud.
Biolog og leder af pollentællingerne, Karen Rasmussen, mener, at vi kan forvente høje niveauer af birkepollen, hvis forårsvarmen fortsætter.
– Det er svært at forudsige, hvordan sæsonen for birkepollen vil blive. Koncentrationerne af birkepollen i luften vil nemlig være afhængig af vejret de næste par uger, hvor blomstringen er i fuld gang. Hvis det varme forårsvejr fortsætter, hvilket det tyder på, er der mulighed for, at vi får en sæson med mange pollen i år.
Solrigt og varmt vejr giver større pollenmængder, mens køligt vejr, blæst og regn kan mindske pollenkoncentrationen i luften.
Pollenallergikere bør holde øje med Dagens Pollental og Dagens Pollenvarsling for løbende at tilrettelægge deres behandling bedst muligt.
Pollenvarslingerne fortæller, hvor mange pollen der forventes det kommende døgn. Sammen med Dagens Pollental kan Dagens Pollenvarsling hjælpe allergikere til at træffe de nødvendige forholdsregler og have høfebermedicinen klar, afhængig af om pollenvarslingen er høj eller lav.
– Mange oplever en stor forskel når de finder den rigtige behandling. Nogle oplever endda, at de kan gøre flere ting i sæsonen, end de egentlig havde forestillet sig, fortæller Betina Hjorth, der er rådgivningschef i Astma-Allergi Danmark.
Hvis man er i tvivl om sin behandling, er der hjælp at finde hos lægen. Det, som virker for nogen, virker ikke nødvendigvis for andre.
For nogle virker antihistamintabletter bedst, mens det for andre er øjendråber eller næsespray.
Det kan derfor være nødvendigt at prøve sig frem, indtil man finder den rigtige medicin eller behandling mod pollenallergi.